Historien om spillet Petanque

 In Documentary

Siden 1700-tallet har forskellige former for udendørs kuglespil været voldsomt populære i sydeuropæiske lande som Frankrig, Italien og Spanien. Der var, og er stadig, mange forskellige regionale variationer af disse spil. Petanque som vi kender det i dag har sine rødder i Provence i det sydlige Frankrig, men tidligere variationer strækker sig langt længere tilbage i tiden. I det antikke Grækenland blev der spillet ved at kaste stenkugler så langt som muligt. I Romerriget blev spillet modificeret ved at tilføje et mål, som det nu gjaldt om at lægge sig så tæt op ad som muligt, og stenkuglerne blev udskiftet med trækugler som indeholdte metalsøm for ekstra vægt. Den romerske variation kom til Provence med romerske soldater og handlende. I løbet af middelalderen blev spillet forbeholdt adlen, da europæiske konger forbød spillet for almindelige mennesker. Først i 1700-tallet blev forbuddet ophævet, og kimen til det petanque vi kender i dag blev lagt. I 1700-tallets Provence hed det traditionelle spil la longue provençale (det lange provencalske) eller mere simpelt: le jeu provençale (det provencalske spil), og mindede i store træk om det italienske spil bocce. Le jeu provençale var meget populært, men også meget svært at spille. Det krævede at spillerne var atletiske, muskuløse og havde god balance. Banen var over dobbelt så lang, og spillerne skulle løbe tre lange skridt ind på banen og kaste deres kugle i spring. Den nuværende form for petanque blev skabt i 1907 i den lille by La Ciotat tæt på Marseille af spilleren Jules Lenoir, som grundet sin gigt ikke kunne løbe ind og kaste kuglen i spring, og heller ikke kunne kaste den nær så langt som konkurrencen krævede. Som en revolte mod det svære og elitære jeu provençale begyndte man i stedet at spille ped tanco (”fødderne fikseret” på provencalsk), også kaldet piedtanque, og senere petanque. Udover at man nu skulle have fødderne fast placeret, blev spillebanens længde reduceret og reglerne simplificeret, og nu kunne alle spille med! Det eneste spillet krævede var et sæt boules og et hvilket som helst fladt underlag. Takket være de sømænd som rejste igennem La Ciotat blev spillet hurtigt spredt til resten af Frankrig, og meget populært blandt både rige og fattige. At have fødderne på samme sted er stadig vigtigt for sporten, og området hvori fødderne skal placeres aftegnes enten med en cirkel i gruset eller med en professionel og flytbar petanque-cirkel.

I et hver petanquespil er der 12 petanquekugler og man spiller to hold mod hinanden. Holdene består enten af én spiller (med 6 kugler), to spillere (double, med tre kugler hver) eller tre spillere (tripel, med to kugler hver). Formålet er at kaste eller trille sine petanquekugler så tæt som muligt på le cochonnet (fransk for grisling), som oftest henvist til som ”grisen” på dansk. Man slår plat og krone om hvilket hold der starter, og det pågældende hold kaster så grisen og spiller også spillets første kugle. Derefter er det det andet holds tur, indtil de enten ligger tættere på grisen end det første hold, eller simpelthen er løbet tør for kugler. Man tæller point op når alle spillets 12 kugler er kastet, og det er altid kun det ene hold der får point i hver runde. Det er naturligvis det hold der ligger tættest på grisen, og holdet får ét point for hver kugle der er tættere på grisen end modstanderholdets tætteste kugle. Spillet fortsætter til det ene hold har 13 point, og dermed har vundet.

Der er i dag cirka 17 millioner franskmænd som spiller den afslappede udgave af petanque rundt omkring på byernes torve, særligt i sommerperioden. Den første internationale petanqueføderation blev stiftet i 1958, og i dag er der mere end 600.000 registrerede medlemmer. Der afholdes både nationale, regionale og verdensmesterskaber i sporten. Verdensmesterskabet finder sted hvert andet år, mens den største individuelle turnering finder sted i Marseille hvert år, med 10.000 deltagere og mere end 150.000 tilskuere. Petanque og andre kuglespil (boules) kom for alvor til Danmark i løbet af 1980’erne, og er i dag en anerkendt konkurrencesport gennem Dansk Idræts Forening. På Dansk Petanque Forbunds hjemmeside kan man læse om petanque: ”Via billeder fra Frankrig, så var der hos mange en opfattelse af, at petanque var et socialt spil med en smøg i munden og et glas ved banen. Sådan så DPF ikke på det, og over årene har forskellige bestyrelser arbejdet hårdt for at pétanque skulle anerkendes som en seriøs sport.” Sådan er det heldigvis ikke hos Vin og Petanque. Her ser vi helst at I spiller med et glas vin ved banen. Smøgerne må I tage udenfor.

Book din petanque tid her: https://app.geckobooking.dk/site/booking.php?1=1&PHPSESSID=q90gvfothsrur0qoisek21l7u3&bId=5175&icCode=9243a07a80b5c91f07806d7e1af02f4fb5175

Eller køb et gavekort her: https://vin-petanque.dk/gavekort/